Bofællesskab 1. Fase

Jan
01

 

Mit hjem har siden første september været omdannet til et bofællesskab. Først flyttede min veninde ind i mit kontor, som jeg forinden havde tømt for møbler og ting, som jeg primært flyttede ind i mit soveværelse. Det var aftalen, at hun skulle bo mig, indtil hun fandt ud af, hvad der var mest praktisk for hende, efter at hun havde fået arbejde på Frederiksberg, og hun stadig havde mand og hus på Fyn. Hun har tidligere boet hos mig i perioder, mens hun læste i København, så jeg vidste at det ikke ville blive noget problem – og det har det heller ikke været. Vi havde planer om at gentage vores tidligere lange snakke i sofaen, mens vi ordner verdenssituationen. Dem er der desværre ikke blevet mange af – rent faktisk har vi stort set ikke set hinanden. Hun er gået på arbejde tidligt om morgenen og er gået tidligt i seng om aftenen, og jeg er gået senere og er kommet sent hjem. Sådan kan man leve sammen uden nærmest at se hinanden. Vi er i ny og næ stødt på hinanden i døren til badeværelset om morgenen eller om aftenen. Herudover har vi sms’et eller talt i telefonen sammen – primært om praktiske ting – lige som et gammelt ægtepar. ”Skal du bruge bilen i morgen? Og ”er du hjemme og spise i aften?”.

Bofællesskabet blev for en måned siden udvidet med min ældste datter Emilie og hendes kæreste. De havde meget hurtigt fået solgt deres lejlighed med en lige så hurtig overtagelse. Det betød, at de ikke nået at finde en anden lejlighed, og mor fik en opringning. ”Kan vi flytte hjem til dig?” Selvfølgelig kunne de det – og heldigvis har jeg en stor lejlighed. Selvom lejligheden er stor, så skulle der lige lidt om rokering til, for at det kunne fungere. Min søn Frederik afgav frivilligt sit store værelse - så storesøster og kæreste kunne flytte ind. Da min veninde først kunne overtage den lejlighed, hun havde fundet i sidste uge gav det lidt udfordringer pladsmæssigt, da det var tanken, at Frederik skulle rykke ind i mit kontor efter min veninde var flyttet. Det betød, at Frederik flyttede ind i spisestuen, som blev tømt for en del møbler, som landede i dagligstue og mit soveværelse, som efterhånden er ved at være fyldt godt op. Spisestuen blev i stedet blev fyldt med Frederiks seng, reol, kasser, skærme af forskellig art og tøj i sække. Her har han så boet midt i det hele i 3 uger. Han har siddet og spillet  og set fjernsyn ved spisebordet, som var placeret op ad væggen, hans tøj har været i sække og hans øvrige ting pakket væk.  Jeg tager hatten af, og jeg er dybt taknemlig over at have en søn, der ikke brokker sig, men har så stor tolerance og ønsker at hjælpe.

I denne uge sluttede første fase af bofællesskabet, da min veninde flyttede ud og hen i sin egen lille lejlighed. Frederik var på arbejde i går, men vi andre flyttede alle Frederiks ting ind på mit kontor, så da han kom hjem fra arbejde, kunne han gå ind på sit nye midlertidige værelse og lukke døren. Det tror jeg, at han sætter pris på. Og hold da op, hvor er der meget plads i spisestuen igen. Glæder mig til at spise ved et rigtigt bord igenJ

Hvordan er det så gået indtil nu? Helt ærligt - så er det gået helt fantastisk…. Jeg er faktisk ret stolt af os alle sammen, og jeg er ret sikker på, at det handler om at vi har en stor tolerance og accept og tillid til, at det hele nok skal gå. Vi respekterer også, at vi ikke nødvendigvis har lyst til at gøre al ting samme. Emilie og kærsten har spiser på deres værelse, hvis de har lyst til det. Min veninde har spist sammen med os, men også for sig selv. Det har mere handlet om, hvad der passede bedst ind i hver vores hverdag.  Der har ikke været den store planlægning, men vi har taget tingene, som de er kommet.

Selvfølgelig har jeg kunne mærke det. Vi bor meget tæt, og der skal tages hensyn, når vi pludselig bor 6 og nogen gange 7 (Emmas kæreste overnatter jo også ind i mellem) sammen i en lejlighed, hvor jeg normalt går og hygger mig med Emma og Frederik. Logistikken om badeværelset om morgenen  er et godt eksempel. Jeg har heldigvis 2 toiletter, så det har primært været badet, der har været en udfordring. Men det har og går stadig forbløffende godt. Vi møder heldigvis på forskellige tider, og vi er gode til lige at få spurgt om, det passer, hvis man lige går i bad nu. Et andet sted, hvor jeg har kunne mærke, at vi er mange, er at forbruget af toiletpapir, flydende håndsæbe, kaffe og mælk er steget enormt. Jeg synes ikke, at jeg bestiller andet end at købe mælk og fylde toiletpapir op, og så bliver jeg ved med at falde over de mange sko i gangen.

Emilie og hendes kæreste flytter engang i januar. Så vi fortsætter vores bofælleskab halvanden måneds tid endnu. Bofællesskabets 2.. fase er i gang………